Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre

Det store Koran Blogging Projekt på BohemianRhapsody.dk præsenteres her.

Foreløbigt er en af mine store frustrationer ved Koranen, at den er fuldstændig umulig at gå i dialog med. Den argumenterer nemlig ikke. Den kommer med konstateringer, og den kommer med påbud.

KONSTATERINGER:

Konstateringer kan deles op i 3 dele:

1. De metafysiske, som f.eks: Sura 1:29: ‘Han er den, der skabte alt på jorden…’

2. De historiske, som f.eks: Sura 3:93: ‘Før Toraen blev sendt ned var al føde tilladt for Israels børn…’

3. De angiveligt universelle, som f.eks Sura 3:118 om de vantro: De elsker, når I har modgang.

De metafysiske er lige så interessante at diskutere som Bertrand Russel’s tepotte og Det Flyvende Spaghetti Monster. De historiske har jeg ikke forudsætninger for at diskutere. De angiveligt universelle er normalt så indlysende åndsvage at det er svære at formulere argumenter imod.

Grunden til at det er svært at formulere modargumenter er at Koranen blot konstaterer sit udsagn. Der er ingen dokumentation, argumentation, bevisførsel eller lignende. Du kan tage udsagnet til efterretning, hvis du har tillid til Guds åbenbarede ord. Men hvis du søger efter andet og mere som taler til fordel for udsagnet, så finder du det ikke i Koranen. Og hvis en påstand fremføres uden argumenter, så føler jeg ikke at påstanden fortjener andet og mere end at blive afvist uden argumenter.

PÅBUD:
Påbuddene kan deles op i 3 dele.

1. De helt indlysende sympatiske, som f.eks. Sura 4:6 vedr. hvordan en værge skal forholde sig til den formue et forældreløst barn måtte have arvet: ‘Den, der er rig skal holde sig fra den, men den, der er fattig, kan tære på den med ret og rimelighed.’

2. De helt indlysende usympatiske, som f.eks. Sura 4:34 om hustruer: ‘De, fra hvem i frygter genstrdighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå.’

3. De nogenlunde værdineutrale og ofte decideret kryptiske, som f.eks. Sura 2:172 vedr. spisevaner: ‘Han forbyder jer kun selvdøde dyr, blod og svinekød samt det, hvorover der er udtalt en andens navn end Guds.

Igen så har vi det samme problem, som ved konstateringerne. Påbuddene fremføres uden følgeskab af nogen form for argumentation, og det gør at de er svære at gå i dialog med. Hvad siger man til et indlysende sympatisk påbud, som det overnævnte? ‘Ja, skulle jeg evt. en dag blive plejefar, så bruger jeg kun af barnets arv, hvis jeg har brug for det.’ Slut, finale, intet at diskutere.

Hvad siger man til et indlysende åndsvagt påbud, som den med at slå ulydige kvinder? Præmissen for påbuddet er at kvinden ikke er et frit individ, som skaber sit eget liv. Det præmis vil jeg aldrig dele, og allerede der begynder samtalen forfra på det åndelige stadie, som svarer til at lære at sidde på potte. Og det orker jeg ikke.

Hvad siger man til de kryptiske forbud, som f.eks. den med kun at spise kød, som Guds navn er udtalt over? Som nysgerrigt individ, så er der et ord som kommer bølgende op fra mit indre: ‘Hvorfor?’ Det er da drøn-interessant at nogen har fundet det relevant at komme med et sådant påbud, og mit intellekt brænder for at komme til bunds i årsagerne til påbuddet. Men mit ‘Hvorfor?‘ besvares af Koranens ‘Sådan er det bare.’ Intet at diskutere, dybt utilfredsstillende og videre i teksten.

Så det oprindelige projekt med at gå i dialog med suraerne er droppet til fordel for at dokumentere deres indhold, og dele nogle strøtanker, og med disse ord haster jeg videre til:

SURA 4, AL-NISA, KVINDERNE:

Sura 4 ‘al-Nisa’ (som betyder ‘Kvinderne’) giver os det første detaljerede indblik i Koranens syn på kvinder, og lad mig lege lidt med formattet og præsentere en Top 8 over kvinde-fjendske udsag i de første 34 verseliner af al-Nisa:

8. GIFTE MÆND GÅR TIL LUDERE, VERSELINIE 24:

‘Derudover er det jer tilladt med jeres formue at tragte efter de kvinder, I vil, som ærbare mænd, uden at begå utugt. For den nydelse i opnår med dem, skal I betale dem deres pligtige beløb!

Dette henviser til Nikah mut’ah, midlertidige ægteskaber, dvs. prostitution. Gud har altså valgt at åbenbare, at der okay for en gift mand at gå til en luder, og det regnes ikke for utugt. Hvis bare Koranen specificerede at Gud var ligeså tolerant overfor kvinder og de gigoloer de måtte begære, så var det blot simpel hedonisme. I stedet er det simpel foragt for ægteskabet, foragt for implikationerne af ens valg af livspartner.

7. FLERKONERI, VERSELINIE 3:

‘…gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én…’

Det forkastelige er ikke så meget flerkoneriet, men det er ‘I finder for godt’-linien og ‘Hvis I er bange for’-linien. Koranen henvender sig til mænd. Er det kun mænd som skal finde det godt? Er det kun mænds bekymring vedr. lige behandling af hustruerne, som er interessant? Tilsyneladende er svaret på de to spørgsmål ‘ja’.

6. KVINDER OG ARVEREGLER, VERSELINIE 11:

I forbindelse med redegørelse for arveregler: ‘Gud pålægger jer for jeres børn: En af hankøn skal have samme lod som to af hunkøn.’

Kvinder arver altså ikke det samme som mænd, til gengæld kan kvinder gå i arv, jf. nedenstående:

5. KVINDER SOM ARVEGODS, VERSELINIE 19, PART 1:

‘I, der tror! Det er jer ikke tilladt at modtage kvinder i arv mod deres vilje.’

Jeg hverken kan eller vil være begejstret for ‘mod deres vilje’-afslutningen, når afslutningen nødvendiggøres af det forhold, at der er situationer, hvor det er ret og rimeligt at arve et andet menneske!

4. GUDS ÅBENBARER AT MAN MÅ SLÅ SIN KONE, VERSELINIE 34:

‘De, fra hvem I frygter genstridghed, skal I formane, lade alene i sengen og slå.’

Ondt: Vi har mænd der gifter sig med flere koner, ser ludere og lader kvinder gå i arv, og disse mænd forventes en kvinde at være lydig overfor.

Værre: Gud har åbenbaret at disse mænd må slå deres koner.

Værst: Kvinderne kan intet gøre for at forhindre slag. Bemærk at mændene ikke kun må slå i tilfælde af ulydighed. Han må slå hvis han frygter ulydighed. Han må lave et pre-emptive strike mod ulydighed. Med den rette mand (det vil altså sige, den helt forkerte mand), så er kvinden chanceløs.

Og for at gøre absurd værre, så vil vi senere vende tilbage til verselinie 34, som indeholder værre kvindefjendskhed end det overfor citerede.

3. HUSARREST PÅ LIVSTID FOR UTUGT, VERSELINIE 15:

‘Hvis nogle af jeres kvinder begår utugt, lad da fire blandt jer vidne mod dem! Hvis de vil vidne, hold da kvinderne indendørs, indtil døden kalder dem bort, eller Gud viser dem en udvej.’

Er det Koranens måde at håndtere utroskab på? Hvad er der nu galt med et enkelt skruphysterisk raseri-anfald og en bitter skilsmisse? Udover at straffen er barbarisk, så er dens præmis også en rettigheds-tankegang, som ingen plads har i en relation mellem mennesker. Som Sting sang: ‘If you love somebody, set them free…’

2. KVINDER SOM EJENDOM, VERSELINIE 25:

‘De af jer, der ikke har råd til at gifte jer med ærbare, troende kvinder, lad dem gifte sig med nogle blandt jeres troende piger, som I ejer som slavinder.’

Ejer som slavinder? Ejer som slavinder??? Vi snakker om et menneske født med en umistelig ret til at søge lykken i sit eget liv. Som nu er ejendom. Som nu er ejendom, som skal giftes. Som nu er ejendom, som skal giftes med en mand, som har ret til flere koner, at gå til ludere, at slå sin kone og give hende husarrest på livstid, hvis kvinden med sine umistelige frihedsrettigheder får den indlysende idé at opsøge lykken med en anden mand.

1. DET MÅTTE JO KOMME, VERSELINIE 34:

‘Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom.’

Fordi de giver ud af deres ejendom? Ja, det tror sgu’ da pokker, de har langt mere ejendom end kvinderne… Men egentlig er ‘mænd står over kvinder’-konstateringen blot en formel bekræftelse af et budskab, som står bøjet i neon-rør mellem linierne i Koranen. Alene det faktum at Gud i hans åbenbaring har valgt at henvende sig udelukkende til mænd siger alt om kønsligestilling i Koranen.

ÆRESDRAB PÅ PAKI-DANER

For nyligt blev en danskfødt kvinde ‘æresdræbt’ i Pakistan, læs evt. mere her og her. Fra Berlingskes artikel om sagen:

Om natten vågnede de ved, at Nadiras svigerfar råbte og skreg om, at han »var træt af hende«, at hun havde »vanæret« ham. Ifølge politirapporten trængte fire mænd derefter ind på Nadiras og pigernes værelse – svigerfaren, to svogere samt en fjerde slægtning – og hun blev skudt for øjnene af sin far.

I den forbindelse har Zubair Butt Hussain fra Muslimernes Fællesråd udtalt til Politiken:

Endvidere mener vi, at en sådan gerning ikke på nogen måde kan tilskrives kultur eller islam, men kun kan forklares med en kold afstumpethed, som vi på ingen måde kan være tjent med i noget samfund.

Hele artiklen med Zubair Butt Hussain kan læses her. Jeg er helt med på at Islam er et fletydigt begreb, og at der blandt mere end en milliard muslimer er alle mulige tilgansvinkler til Koranen, Haidth, Profeten Muhammed, islamiske traditioner etc. Muslimer foretager tilvalg og fravalg hver eneste dag. Men Zubairs udtalelse om at det ‘ikke på nogen måde kan tilskrives kultur eller Islam’ kommer ikke fra det samme univers som det denne Koran-blogger studerer Koranen i.

I min Koran-blogging er jeg endnu ikke stødt på noget der retfærdiggør æresdrab. Men Islam er baseret på en bog, hvor Gud angiveligt åbenbarer at mænd er mere værd end kvinder, mænd må være kvinder utro, mænd må slå på kvinder, mænd må eje kvinder, mænd må arve kvinder, og mænd må spærre kvinder inde på livstid. Kunne det tænkes at der var en sammenhæng mellem det kvindesyn, og det kolde og afstumpede drab i Pakistan?

Som sagt, jeg er endnu ikke stødt på vers der giver tilladelse til æresdrab. Og jeg er parat til at tilbageholde min personlige dom over drabsmændene indtil politiet kommer til bunds i sagen. Men jeg er ikke parat til at sidde det overhørig, at der allerede nu er mennesker som konkluderer at drabet ‘ikke på nogen måde’ kan tilskrives Islam. Muslimske mænd kan begå forbrydelser af alle mulige årsager, jalousi, berigelseskriminalitet m.m. Præcis ligesom ikke-muslimer. Men når muslimske mænd begår forbrydelser mod kvinder, så er Islam aldrig frikendt på forhånd.

21 Comments so far »

  1. Knud Larsen said,

    Wrote on August 17, 2008 @ 09:33

    Din måde at analysere på er fantastisk god!

    Keep up the good work

  2. Havva Kocbay said,

    Wrote on August 17, 2008 @ 18:58

    Hej med dig William

    Først vil jeg gerne sige tak for at invitere mig til dit Koran-blog.

    Jeg vil udskrive dette indlæg og se om jeg punktvis kan komme med nogle kommentarer til de forskellige vers, som du har kommenteret.

    Med håb om at vi mødes i en saglig dialog ;)

  3. Jørgen said,

    Wrote on September 26, 2008 @ 22:55

    Hej, William -

    Jeg bøjer hovedet i respekt for din systematiske, grundige og først og fremmest fordomsfrie læsning af Koranen. Du tager teksten på ordet – både når den siger pæne og grimme ting. Jeg er således meget spændt på, hvilke argumenter Havva kan mønstre mod, hvad der forekommer mig at være “Guds” entydigt kvindefjendske dagsorden. Jeg mener, prostitution, vilkårlig vold, diskriminerende arveregler, flerkoneri, husarrest på livstid – og så har vi ikke engang nævnt jødehadet, den religiøse krigsliderlighed og generelle foragt for vantro, der gennemsyrer skriftet.

    Bliver spændende at se, hvordan Havva kan få vendt dét til en feministisk fredsreligion. ;)

  4. bohemianrhapsody said,

    Wrote on September 26, 2008 @ 23:20

    Næste gang jeg har 20 sammenhængende minutter, så skriver jeg et åbent brev til alle muslimer med en stående invitation om at den første og den bedste muslim der ønsker at gøre indsigelse mod mine tolkninger får plads sat til rådighed på boheminrhapsody.dk til at krive et indlæg helt efter eget hjerte som gæste-blogger.

  5. Jørgen said,

    Wrote on September 28, 2008 @ 14:46

    Hej igen, William!

    Se, nu har jeg været lidt rundt at reklamere for din blog. Det viser sig, at flere af de muslimske debattører faktisk udmærket kender den, men at grunden til – eller påskudet for? – at de ikke har kommenteret på dine indlæg endnu, er, at de ikke kan finde rundt i din kommentarfunktion. Jævnfør fx nedenstående udveksling mellem NBPP og undertegnede:

    Jørgen siger:

    Hej … øh, Hej!

    Har du læst William Jansens gennemgang af Koranen ovre på sin blog? Hvis du virkelig har troen, så synes jeg, du skulle prøve at aflægge ham et besøg. Jeg kunne fx enormt godt tænke mig at høre din kommentar til både denne og denne analyse.

    Hvis du altså tør ;) .

    Med venlig hilsen

    Jørgen

    PS! Det gælder også dig, NBPP. Jeg kunne enormt godt tænke mig at se dig i kommentarfelterne ovre hos William.

    NBPP siger:

    jørgen

    jeg har besøgt hans blog, og jeg har også prøvet at kommentere noget af det, men jeg kan ikke finde kommentarfeltet?

    men jeg gad godt se muslimer (som mohammedjawad, helen og “hej”) på williams blog. det ville være meget interessant…

    NBPP har ret – både i, at det kunne være sjovt at se Helen, Gülay og Jawad kommentere dine indlæg (ikke at det nogen sinde kommer til at ske i førstnævntes tilfælde ;) ), men især i, at det er svært at finde (rundt i) dine kommentarfelter.

    Tillad mig at foreslå, at du laver menu med links til de seneste kommentarer ovre til højre – du ved, lidt ligesom Helens “Seneste Attacks”-menu. Endvidere ville en menu, der opdateret viser de pt. mest kommenterede indlæg, også medvirke til at gøre overskueligheden lettere.

    Anyway, som sædvanlig: fed, fed, ultrafed blog, du har :-)

    MVH/Jørgen

  6. Jesper said,

    Wrote on October 8, 2008 @ 20:55

    Hej William,
    Fed side du har her..
    Det eneste jeg savner er et udvidet klientel…
    Især perverterede og beskidte skikkelser (bemærk, når jeg skriver perverteret og beskidt er ad hominem og baserer sig på ingen måde på race, køn, religion, hårfarve, shampoopræferencer eller andet ligegyldt ævl) personer som f.eks. Safia Aoude eller Just another Nobody(og andre der som de to, ligner hinanden!)

    Vurdering 7/10, med mulighed for en senere topscore, hvis vi kan få nogen af ovennævnte med på spøgen.
    Vi er trods alt mange der trænger til et billigt grin – midt i al alvoren.
    Heldigvis står typer som ovenstående meget alene.

  7. bohemianrhapsody said,

    Wrote on October 9, 2008 @ 13:50

    @ Jesper:

    Du har fuldstændig ret. Denne blog savner klart noget modspil.

    Hvis nogen har Safia eller Just A Nobody’s mail-aresser, så må de gerne sende dem et link til… http://bohemianrhapsody.dk/2008/09/30/aben-invitation-til-enhver-muslim/

  8. Jørgen said,

    Wrote on October 14, 2008 @ 01:51

    Jeg har skam spurgt Nobody. Hans reaktion var, ikke uventet, denne.

    ;)

  9. lisbeth said,

    Wrote on November 26, 2008 @ 06:36

    Hvorfor skriver du ikke for en avis?? det her er der flere mennesker der må indse om den undertrykkende religion islam. Du fik mig til at grine mange gange! mit favorit sted er: sådan er det bare! allah ved best!

  10. Ragnhild said,

    Wrote on December 5, 2008 @ 12:00

    @William

    [Citat William] : “8. GIFTE MÆND GÅR TIL LUDERE, VERSELINIE 24:
    ‘Derudover er det jer tilladt med jeres formue at tragte efter de kvinder, I vil, som ærbare mænd, uden at begå utugt. For den nydelse i opnår med dem, skal I betale dem deres pligtige beløb!
    Dette henviser til Nikah mut’ah, midlertidige ægteskaber, dvs. prostitution. Gud har altså valgt at åbenbare, at der okay for en gift mand at gå til en luder, og det regnes ikke for utugt. Hvis bare Koranen specificerede at Gud var ligeså tolerant overfor kvinder og de gigoloer de måtte begære, så var det blot simpel hedonisme. I stedet er det simpel foragt for ægteskabet, foragt for implikationerne af ens valg af livspartner.”
    [citat slut]

    Dette er forkert. Verset ovenfor henviser til hvilke grupper af kvinder der er en mand tilladt at gifte sig med, og at han er pligtig til at betale hende MEDGIFT med mindre de to parter aftaler anderledes dig imellem. Manden opfordres til at gifte sig, idet det IKKE er ham tilladt at gå til prostituerede eller på andet vis bedrive utugt, og der fremlægges her retningslinier.

  11. Ragnhild said,

    Wrote on December 5, 2008 @ 12:02

    @ William

    Ad surah 4 om flerkoneri i Islam.

    Efter min forståelse: I Islam er det en mand tilladt at have op til fire koner. Der anmærkes, at idet han aldri vil kunne klare at behandle dem alle fuldstændigt ens, noget der er en pligt, vil det kunne være bedre for ham at have kun én. Uanset er man ikke nødt til at have flere koner, det er blot ikke forbudt. Hustruen må samtykke til at der kommer flere koner. Begge parter har ret til skilsmisse hvis de er utilfredse med situationen.

    For at illustrere dette: Da Profeten Muhammads datter skulle giftes, fremsatte hun det som et krav overfor sin far, at hun kun ville giftes dersom manden gik med på at hun skulle forblive den eneste kone. Hendes far Muhammad, fred være med ham, og hendes kommende mand accepterede dette, og de blev gift.

  12. Ragnhild said,

    Wrote on December 5, 2008 @ 12:13

    Ad kvinder og arveregler:

    Manden arver noget mere end kvinden, idet manden har en større økonomisk byrde. Den muslimske mand har iflg shari’a en selvstændig pligt til at forsørge husstandens kvinder økonomisk, uafhængig af hvor meget kvinderne selv tjener. Til gengæld arver kvinden så mindre.
    Teoretisk kan jeg som hustru altså tjene mere penge end min mand og stadig væk bruge det hele på mig selv uden at overhovedet bidrage til husholdningen økonomisk, mens han er forpligtet til at bruge sin løn til at sørge for hele mit underhold.
    Fornuftige ægtefæller vil selvsagt tidt velge at deles om udgifterne hvis begge har indkomst, men manden har en pligt, konen har en ret.

  13. Ragnhild said,

    Wrote on December 5, 2008 @ 12:35

    Ad “DET MÅTTE JO KOMME, VERSELINIE 34:
    ‘Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet
    nogle fortrin frem for andre, og fordi de har
    givet ud af deres ejendom.’

    Den muslimske mand har uhyre mange forpligtelser overfor sin kone. Koranen bruger meget spalteplads på at redegøre i detaljer for dette. Mænd er kvinders beskyttere og forsørgere.
    Til gengæld skal konen respektere og lytte til sin mands meninger, råd og forslag. Det må siges at være en forudsetning, at når en kvinde velger en mand som sin ægtefælde og livspartner, må hun velge en mand som hun har tillid til og tiltro til at han både elsker og respekterer hende, besidder fornuft og vil hendes bedste. Hvis han så kommer med sin mening om noget hun umiddelbart er uenig i, skal hun have dette i baghovedet før hun begynder at protestere, hæve stemmen, kalde ham ved navne eller lignende. Der skal være respektfuld to-vejs kommunikation mellem ægtefællerne. Han skal tage hende med på råd i alle store beslutninger angående familiens liv, lytte til hende og generelt tage højde for og ivaretage hendes meninger og følelser – til gengæld har han det sidste ord i konflikter hvor de overhovedet ikke kan enes, idet hun ved giftermålet har accepteret at give ham denne ret eller tillid, accepteret at have ham som hendes forsørger og beskytter. Det er en aftale mellem to parter. Man får og man giver.

  14. Ragnhild said,

    Wrote on December 5, 2008 @ 12:39

    Fortsat…

    Ad “DET MÅTTE JO KOMME, VERSELINIE 34:
    ‘Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet
    nogle fortrin frem for andre, og fordi de har
    givet ud af deres ejendom.’

    Kan man ikke finde ud af at efterleve dette i praksis, eller føler man generelt at man har valgt forkert partner, har de to ægtefæller uanset begge mulighed for at udtage skilsmisse.

  15. Ragnhild said,

    Wrote on December 5, 2008 @ 12:43

    Man kan giftes på vide indikationer, og man kan få skilsmisse på vide indikationer – men man har som muslim ikke lov til at være utro eller have uforpligtende seksuelle forbindeler som muslim.

  16. Ragnhild said,

    Wrote on December 5, 2008 @ 12:48

    Undskyld, der skal stå:

    Man kan giftes på vide indikationer, og man kan få skilsmisse på vide indikationer – men man har som muslim ikke lov til at være utro eller have uforpligtende seksuelle forbindelser. Dette anses som ødelæggende for samfundsstrukturen og for individets styrke, stolthed og selvrespekt.

  17. bohemianrhapsody said,

    Wrote on December 7, 2008 @ 21:52

    Hej Ragnhild

    Tak for din omfattende respons. Jeg er p.t. i U.S.A., saa du maa vaebne dig med taalmodighed, hvis du vil laese mine svar. Men jeg skal nok svare dig… Engang efter jul.

  18. Ragnhild said,

    Wrote on December 8, 2008 @ 15:58

    Hej, William.

    Jeg håber din rejse lever op til forventningerne. God Eid-ul-Adha, og god jul til dig og din familie. Rejs trygt.

  19. Ragnhild said,

    Wrote on December 8, 2008 @ 16:15

    Når du nu er derovre, Wiliam –

    Amerikanerne skal jo efter sigende være bedre end os til at leve sammen trods brede interne forskelligheder i religiøs, kulturel og social praksis. Kan du ikke være vor alles felt-observatør og give os dit indtryk af hvorvidt det passer eller ej? Er de reelt set bedre til at acceptere forskelle, eller lever de bare som mange, relativt lukkede, kulturelle grupper i samme land?

    Venlig hilsen
    Ragnhild

  20. Ragnhild said,

    Wrote on December 14, 2008 @ 01:47

    Fortsat
    Ad “8. GIFTE MÆND GÅR TIL LUDERE, VERSELINIE 24″

    Det er, efter min forståelse, overvejende enighed i Sunni-Islam om at Profeten Muhammad, fvmh, gjorde nikah mut’ah fuldstændigt forbudt omkring tidspunktet da den endelige lovgivning i Islam var færdig formet. Det er også min forståelse, at der er overvejende enighed i Sunni-Islam om at ægteskab der indgås med intention om skilsmisse (som nikah mut’ah), ikke er tilladt.

  21. nomade said,

    Wrote on February 19, 2010 @ 12:14

    Ragnhild’s forståelse er tydligvis forkert, misledende, sædvanligt blottet for sandhed og glemmer (belejligt) at tage forbehold for to vigtige ting:

    1) Midlertidige ægteskaber anerkendes indenfor shia Islam den dag idag, og shia også anerkender og tror på profeten Muhammad. Shia har også deres kilder på plads.

    2) Der findes noget tilsvarende indenfor sunni Islam som hedder “Misyar”, som rejsende benytter sig af og som selv Al-Azhar anderkender. Det er ikke forbudt eller ophørt i praksis den dag idag.

    Det er også noget forkert, når Ragnhild påstår at mænd opfordres til at gifte sig, idet det ikke er ham tilladt at gå til prostituerede eller på andet vis bedrive utugt, og der fremlægges her retningslinier.

    Mænd kan gifte sig såfremt dette er en mulighed. Men herudover kan de voldtage deres slave kvinder. Det hedder voldtægt, når en kvinde er i fangenskab og hendes “ejer” dukker op med bukserne om anklerne og kræver sex. Fangenskab indebærer netop ikke valg. Om hun stritter imod eller ikke, gør ingen forskel. Ifølge Koranen er det mandens ret. UDOVER evt. kone(r) han måtte have. Slave kvinder var krigsfanger eller fanget helt uden grund. Ifølge hadith må han heller ikke bruge prævention.

    Evt. afkom af sådanne voldtægter kunne man sælge videre som slaver og tjene på.

    Ergo manden må gerne dyrke sex udenfor ægteskab (med slavepiger, som iøvrigt stadigt praktiseres i nogle lande hvor menneskehandel er udbredt).

    Det vil klæde Ragnhild at erhverve fuld viden, før der bliver trykket på tasterne. Det kan være svært når man lever i fornægtelse hvor selv kilder som Koran og hadith bekvemt overses eller nægtes.

Comment RSS · TrackBack URI

Leave a Comment

Name: (Required)

E-mail: (Required)

Website:

Comment: