Arvestykker på Kronborg, part 2
Dette er anden part af den anmeldelse, som begyndte her og fortsætter her. Anmeldelsen handler om ‘Arvestykker på Kronborg’ en moderne kunstudstilling i knap så moderne rammer. I første del anmeldte jeg de kunstværker som hverken på den ene eller anden måde skriger til himlen. I dette og det næste indlæg, så tager jeg fat på to værker som skriger til himlen. Det ene i helt bogstaveligste forstand. Jeg har valgt ikke at opstille nogle kriterier for bedømmelse af værkerne for værkerne sprænger alle rammer. Ligeledes får værkerne får ikke nogle karakterer fordi de er uden for bedømmelse.
Det første værk jeg vil tage fat på er ‘Uden Titel’ af Torben Eskerod, som Flair-hjælpe-mig hedder ‘No Titel’ på engelsk. Så er niveauet ligesom lagt…
Værket er placeret nede i de dybeste kasematter, hvor forældre og bedsteforældre gennem generationer gået på opdagelse med deres børn. Der er ingen tvivl om at kasematterne for de fleste børn er højdepunktet på Kronborg. Det er også ganske tydeligt at mange børn er lidt bange, lidt nervøse, lidt mere tilbøjelige til at holde i hånd, når de skal ned i kasematterne. Hvad møder de så dernede i det lidt farlige, det lidt spændende dyb?
De møder en væg med en række huller i. Fra en højtaler bag væggen kommer der ‘mellemøstlig musik’ (et vidnesbyrd om hvor stor en kulturel analfabet jeg er, at jeg ikke kan præcisere genren mere). Bag hver af disse huller gemmer der sig et forfærdeligt billede, de fleste af dem fra Abu Ghraib-skandalen i 2004. Billeder af døde mennesker, mennesker der tvinges til at simulere sex med hinaden, mennesker der ydmyges sexuelt, mennesker der tortureres, nøgne mørkhudede mennesker der ligger i bunker mens en hvid dame griner af dem, mennesker der umenneskeliggøres på det skammeligste. Det er sgu’ da for f….. ikke noget at vise til børn. Der er sat et skilt op om at værket indeholder stærke billeder, men hvornår har det holdt en knægt tilbage fra at løbe i forvejen og kigge ind på den interessante væg med den dragende musik, og gad godt vide hvad der er bag de huller…
Klik på disse thumbnails. Er de virkeligt noget som hører hjemme i en ramme fyldt med børn, børnebørn, børnehaver og andet småt folk?
Den udstillng er så fejlplaceret som noget kan være, og Torben Eskerod er etisk analfabet, når han forarget forsvarer sit værk under henvisning til ytringsfrihed (læs mere her). Din ret til at ytre dig er uanfægtet. Din ret til at bruge en specifik platform er anfægtet. Du er frit stillet til at skabe din egen platform, og komme med din ytringer der.
Værket er tillige helt hen i vejret pga. dets fokus på U.S.A. Der er ingen tvivl om at amerikanske tropper har begået forbrydelser i Irak (læs mere her, hvis du er i tvivl). Men hvorfor pege fingeren så entydigt i lige netop den retning, når Rusland, Kina, Syrien, Jordan, Iran, Egyptien m.fl. (m.rigtigt.mange.fl) er langt værre.
Har Torben Eskerod overhovedet hørt om Moyhinan’s Law? Kort fortalt siger loven: “The amount of violations of human rights in a country is always an inverse function of the amount of complaints about human rights violations heard from there. The greater the number of complaints being aired, the better protected are human rights in that country.” Det faktum at vi har hørt om Abu Ghraib-skandalen er jo et udtryk for, at U.S.A. er et åbent samfund med en fri presse, og et åbent retssystem. Når vores kendskab til tortur-skandaler i Syrien, Iran, Burma, Sudan m.m. er så begrænset, så er det jo fordi at de er lukkede samfund. Hvorfor er kunstværket ikke baseret på de billeder der trods alt er sluppet ud af de lande, fremfor at være baseret på billeder hvis mangfoldiggørelse er et udsagn om et åbent samfund og en fri presse? Hvorfor rette den anklagende finger mod et sekulært demokrati med relativt gennemsigtige institutioner, fremfor at pege fingeren mod de lukkede samfund, hvor Abu Ghraib-skandalen (og det der er langt værre) foregår hver dag.
Det er 2. år i træk at Kronborg udstiller moderne kunst med et anti-amerikansk budskab? Der er så mange aspekter af Kronborgs mangfoldige historier som er underbelyste i Kronborgs faste udstillinger. Vi har ikke engang så meget som en planche om Sundtolden. Jeg gentager: Vi har ikke engang så meget som en planche om Sundtolden. Hvordan kan det så være at vi 2 år i træk investerer tid og kræfter i at opsætte moderne kunst med anti-amerikanske undertoner og overtoner? Hvis vi endelig skal lave udenrigspolitiske kommentarer, hvorfor skal det så være den samme kommentar 2 år i træk? Og hvorfor sidder jeg her og starter sætninger med ‘hvis vi endelig skal lave udenrigspolitiske kommentarer’, når det er den ultimative non-sequitur at bruge Kronborg til at kommentere udenrigspolitik i 2008? Kan du sige ‘SAY WHAT???’
