Bohemian Rhapsody

Fra d. 26. April til d. 24. August vil Kronborg Slot ligge lokaler til en udstilling med moderne kunst under titlen Arvestykker. Udstillingens ‘bærende idé er at lade kunstnerne skabe et kunstværk ud fra de enkelte rum på Kronborg og derigennem fortolke, hvordan Kronborgs arv også er del af vores samtid og kultur i dag’. Den udstilling har jeg en mening om som kulturforbruger og rindalist, og jeg har en mening om den som ansat på Kronborg. Det er derfor min intention at anmelde udstillingen, men efter at have konsulteret ‘Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed’ (kan downloades her), så vil jeg præcisere at jeg ytrer mig på egne vegne, og ikke på min ansættelsesmyndigheds vegne. Jeg udtaler mig som privat person, ikke som ansat på Kronborg. Desuden har jeg fulgt et af vejledningens råd (som ikke er et krav) om at lufte min holdning internt før jeg lufter den offentligt.

Anmeldelsen vil foregå således:

2 kunstværker er særligt ‘interessante’ og vil få deres egen post på denne blog. Det er Torben Eskerods ‘Uden Titel’ og Frank Franzens ‘…har kultur brug for en national identitet?’

Kunstvækerne vil blive vurderet efter den gamle 13-skala, og jeg vil bestræbe mig på at give dem et gennemsnit på 8.

Kunstværkerne vil bl.a. blive vurderet på samspillet med Kronborg Slot, etiske overvejelser, æstetisk ynde, opfordring til eftertænksomhed, ’say what’-faktor og mængden af klichéer i værket.

Kunstværkerne vil blive præsenteret i kronologisk rækkefølge, som man oplever dem, hvis man starter med De Kongelige Værelser og slutter med en tur i Kasematterne.

Hvis man klikker på billederne kan man se dem i stor størrelse.

En høj karakter betyder ikke, at værket bør hænge på Kronborg. Kronborgs historie går tilbage til 1400-tallet (hvis stedets første borg Krogen tælles med), og vi har rigeligt med historier at fortælle uden at vi behøver integrere moderne kunst i vores formidling af slottet. Jeg var helst fri for udstillingen, men hvis det ikke kan være anderledes (og det kan det af uransagelige årsager ikke), så vil jeg anmelde den udfra overnævnte kriterier.

Det første værk er ‘Alt Det Det Kommer Af’ af Pernelle Maegaard (hun scorer sit første ’say what’-point på at præstere en hjemmeside, hvor INGEN af hendes links virker).

Hendes værk består af 4 pæne billeder i institutions-farver, som er sammensat af del-elementer af Kronborgs udsmykning, segmenter fra et tapet og Kronborgs karakteristiske gardiner (som ikke er spor karakteristiske og dermed scorer hende endnu et ’say what’-point). Man kan gå på opdagelse i billederne, og det er bestemt interessant for os fast-ansatte. Billederne er ophængt i et udstillings-lokale som alligevel står midlertidigt tomt, så dermed går værket fint i samspil med slottet (i lyset af udstillingens øvrige værker bliver jeg nød til at rose enhver kunstner som ikke aktivt modarbejder slottets æstetik og historie). Billederne er pæne, men den historie billederne fortæller ved at sammensætte diverse Kronborg-motiver falder desværre på røven, da de valgte motiver er for obskure. Selv os fastansatte skal gruble noget tid og tænke ‘hvor fanden er det nu jeg har set det før’ inden sammenhængen går op for os. Hvis det er en udfordring for os, så vil den sammenhæng gå hen over hovedet på gæsterne, som ser billederne flygtigt inden de bevæger sig ud i De Kongelige Værelser (jeg har endnu ikke set en gæst stille sig op og kigge nærmere på værkerne). Men Pernelle Maegaard skal have ros for at have tænkt på at skabe et værk, som først og fremmest er rettet mod slottets personale og andre kendere.

‘Alt Det Det Kommer af’: 10

Det næste værk ‘Does Culture Need A National Identity’ anmelder jeg i en seperat post ved en senere lejlighed.

Vi skal op i Dronnings Galleri før vi finder det næste kunstværk. Det er ‘Historiemaleriet’ malet af Cai Ulrik von Platen.

Værket er et maleri på et gigantisk lærrede, hvor maleren virkeligt har haft chancen for at folde sig ud. Og værket hænger ved siden af andre gigantiske lærreder, hvor andre kunstnere foldede sig ud for næsten 400 år siden. På den måde er der en slags samspil mellem den moderne kunst og Dronningens Galleri. Men det samspil fortæller mig først og fremmest at CUvP har begået et ringe håndværk. De ældre malerier er rigere på realisme, detaljer, farver, dybde, dimensioner… ja, stort set alting. CUvP’s værk virker hastigt gennemarbejet og direkte sjusket i sammenligning med klassikerne.

Men udover den håbløse farve-sammensætning og det håndværksmæssige så lider værket af at være et overflødighedshorn af klichéer; en mand uden ansigt ligger død med et grædende barn, altsammen overvåges af mænd i jakkesæt mens folk springer som lemminger ned i et blodbad i baggrunden. Hunden slikker af en oliepøl, mens en soldat troligt står vagt. GAB!

En så kliché-præget kritik af verdensordenen kan jeg kun grine af. Men CUvP får point for at have forårsaget etertænksomhed i undertegnede, da jeg ikke kan beslutte mig for om han gør grin med den ‘anti-amerikanske’ venstrefløj (som er repæsenteret i et senere kunstværk) eller om han indigneret anklager verden for alle dens uretfærdigheder. Og en sådan tvivl er jo altid interessant.

Historiemaleriet: 8

Inde i Dansesalen møder vi værket ‘Svanesang’ af Peter Christian Petersen, og det er her at min anmeldese for alvor bliver utilfredsstillende for kunstkendere. Nej, vent… …det var den nok i forvejen. Fordi her hænger et kunstværk som ikke alene er ligegyldigt, det er oven i købet nemt at ignorere . Det hænger nemlig oppe under loftet:

Og der hænger det godt. Det er et af de få kunstværker i De Kongelige Værelser som udmærker sig ved ikke at stå i vejen for noget. Når det samtidigt kæmper med Dansesalens overflødighedshorn af flotte malerier, spændende interiør og historiske fortællinger, så bliver værket nemt overset. Da værket desuden er blottet for ’say what’-elementer eller opfordringer til eftertænksomhed, så er det det eneste værk som på ingen måde udgør en forhindring for forsøget på at formidle slottets historie. Når formen og farverne så oven i købet er pæne, så er der ikke så meget at sige om det.

‘Svanesang’: 9

Har moderne kunst overhovedet noget at gøre på Kronborg? Damn fuckin’ right det har! Og det bevises inde i rigsrådssalen. Her finder vi B.v.H.H.S.’s værk ‘To Be Or Not To Be’. Værket består af 3 bårer som forestiller 3 faser af Hamlet. På den første båre ligger Hamlet som et skelet, og ligner mest et oldtidsfund. På den sidste båre er Hamlet erstattet af hvad der vel skal forestille et futuristisk elektisk kredsløb (læs mere om det her). Ind i mellem er Hamlet repræsenteret ved et skelet i sølv med en laptop som hovede.

På laptoppen kører en fil i sløjfe, hvor en skuespiller fremfører ‘To Be Or Not To Be’-monologen. Jeg burde bringe skuespillerens navn til ære og værdighed, men jeg kan ikke huske det. Vid dog i jeres hjerter at han gør et fremragende job. På båndsløjfen biver den 4-5 minutter lange monolog fremført 3 gange med forskelligt betoning, forskelligt mimik og forskelligt kropssprog. At den samme tekst kan fremføres trovædigt på 3 så forskellige måder er et vidnesbyrd om tekstens universalitet. At teksten holder på trods af at hver eneste sætning indeholder ord jeg ikke aner hvad betyder er et vidnesbyrd om tekstens poesi. Ordene lyder bare smukke i forlængelse af hinanden. Allerede her har B.v.H.H.S. sikret sig et 11-tal, men har de den X-faktor som berettiger til uddelingen af et 13-tal? Jamen, det er da lige det de har…

I en af de tre fremførelser så har vi en lidt mere rastløs kameraføring. Vi har en lidt mere grynet optagelse. De andre optagelser fokuserer bare på skuespillerens ansigt, men denne gang får vi indtil flere klip af at han vrider sine hænder, glider en flad højrehånd hen over en knyttet venstrehånd. At klippe hænderne ind i en optagelse, som ifølge de gængse regler burde fokusere på ansigtet er et stærkt virkemiddel. Er der mon et sted den passionerede kulturfobugere har set det virkemiddel før? Lad mig tage jer med 13 år tilbage i tiden.

Extreme Championship Wrestling 1994/1995, en lille wrestling-promotion i Pennsylvania som havde ry for at være en talentfabrik uden lige. Chris Benoit en ung wrestler der har startet karrieren i Japan, og bruger som så mange andre før og efter ham ECW som et springbræt på vej til sine sene succeser. Benoits svage side har altid været hans personlighed (char-isn’t-ma) i et fag hvor over-the-top-personligheder har domineret. Men i ECW fandt han en rolle som passede hans personlighed. Fremfor at storme frem med bulder og brag, så repræsenterede Chris Benoit en intensitet der var så stille at det næsten var skræmmende. Chris Benoits kropssprog gav indtryk af en isnende ro, han talte lavmælt og afmålt om hans intentioner for den kommende kamp. Og mens han talte lavmælt og afmålt blev der klippet til hans hænder. Og mens Benoit i hans stille og rolige stemme snakkede videre, så var skærmbilledet optaget af hænder der blev vredet, en flad højrehånd der glider hen over en stramt knyttet venstrehånd. I en verden hvor man helst skal brage frem med catch-phrases, humor, charme og ‘jeg-skal-gi’-dig-skal-jeg’ var det helt nyt (og umådeligt satset) at forlade sig på så subtilt et virkemiddel. Satsningen virkede. Intensiteten var så tyk at man kunne skære i den. Det kan godt være at ‘To Be Or No To Be’ ikke bevidst giver et nik til Chris Benoit, men bare det at de har fået den samme idé (og i klipning, kameraføring m.m. laver en nærmest identisk udførelse af idéen) giver værket et ekstra point i min bog. Der er kun en karakter der kan komme på tale:

‘To Be Or Not To Be’: 13

Højt at flyve, dybt at falde… Det næste værk finder vi i De Skotske Suiter hvor Gert Brask udstiller ‘Arven’. Jeg har ham mistænkt for at vælge navnet ‘Arven’ udelukkende for at please kuratoren for navnet er den eneste sammenhæng jeg kan se mellem værket og udstillingen Arvestykkers erklærede intention.

Det er et stort monstrum, som fylder hele sit rum, og følgeligt ikke går i samspil med noget som helst, da man bogstaveligt talt ikke kan se noget andet i rummet. Værket har en båndsløjfe, hvis indhold hverken kan beskrives som musik (dertil er det for støjende) eller støj (dertil er det for harmonisk). Det er bare ubegribelige lyde, hvilket scorer værket mange ’say what’-point, når det er meningen at værket skal sig noget om Kronborg. Er en svagt musikalsk, svagt støjende rumlen virkeligt hvad Gert Brask har fået ud af Kronborg og slottets centrale plads i Danmarkshistorien? Ligeså intelligent, smukt, reflektions-inducerende, multi-dimensionel som det forrige værk var, ligeså stor, grim, dum, larmende og ligegyldig er ‘Arven’. Værket er ligeglad med Kronborg, og jeg er ligeglad med værket.

‘Arven’: 5

Kuratoren Linda Lildholt skal selvfølgelig også have lov at udstille, og hun er repræsenteret ved værket ‘Genfødsel’. Værket består af en mannequin-dukke som holder en skærm der kører i en båndsløjfe.

Værket udstråler ordinært håndværk og Billedkunst-projekt i 3.g. Hvor de øvrige værker alle har et eller andet element af ‘det der kunne jeg ikke bare sådan lige gøre efter’, så udstråler dette værk ‘hey, det der kunne jeg også gøre, hvis jeg kunne se et formål med det’. Og i lighed med en del øvrige værker, så er ligegyligheden overor Kronborg total. Kronborg har snart 600 års historie (hvis Krogen den første borg på stedet medregnes), og det bedste Linda Lildholt kunne skabe ud fra den arv er en mannequin-dukke med en skærm? Skærmen har et par algoritmer og et par skønne naturbilleder, men intet jeg mener kan kaldes en Kronborg-reference.

‘Genfødsel’: 6

Det næste arvestykke er ‘Ophav’ af Marina Pagh. Værket er baseret på en god idé, det er veludført og der et samspil med Kronborgs interiør.

For 40-50 år siden var det populært at sy billeder på stramaj med et fortrykt mønster. Et af de mest populære fortrykte mønstre var en fisker med sydvest på hovedet og pibe i munden. Hvis du er ligesom mig, så bliver du euforisk glad for at internettet er opfundet, når du hører hvad der gav sig ud for underholdning for 40-50 år siden. Af uransagelige årsager er der mennesker som ikke har smidt deres fisker ud, og det er lykkes Marina Pagh at samle fiskere fra hele landet (læs mere om indsamlingsprojektet her). Dem har hun syet sammen til en collage, og det er faktisk spændende. For folk har brugt forskellige farver og forskellige tråde og de fortrykte mønstre manifesterer sig på mange forskellig måder. Det siger en hel masse om pålidelig reproduktion, vidensdeling m.m. Værket fortæller om en tid, hvor man kunne kopiere en idé, men ikke kopiere detaljen. Når værket så oven i købet hænger i et værelse med vævede tapeter, så matcher værket værelset godt (ikke at værelset har brug for at blive matchet, det var kønnere før værket blev sat op). Men alligevel…

‘Ophav’: 10

Det sidste værk i De Kongelige Værelser er ‘Viften’ af Marianne Therese Grønnow, og værket er intet ringere end et gigantisk monstrum af en vifte som optager hele gulvet i Hertuginden af Mecklenburgs kammer.

Viften er faktisk pæn, jeg kan lide farverne, men den er stor. Rigtigt stor. Den er så stor at den intimiderer nogle gæster fra at gå på opdagelse i det spændende rum. Den er så stor, at den intimiderer rundvisere fra at vise rummet frem til større grupper for man har ikke andet valg end at stille folk op i en halvcirkel omkring viften. Rummet er i den grad blevet ofret for viften, og det offer retfærdiggøres ikke af det forhold at ‘den er da meget pæn’, når den intet har at sige om Kronborg.

‘Viften’: 5

Vi forlader nu De Kongelige Værelser, og begiver os ned i Kasematterne, hvor vi mødes af et værk der scorer ‘Say What’-point til den helt store guldmedalje. Det hedder ‘Hvordan vækker vi Holger Danske på ny?‘ og er udført af YNKB.

I forrummet af kasematterne kører der en båndsløjfe. Det starter med en spag drengestemme (en kraftig pigestemme?) som synger ‘I Alle De Riger Lande’, den gamle sang om at rejse ud i verden med korsets tegn på brynjen og kæmpe for tros-spørgsmål. Men ‘Say What‘-pointet tildeles for at den sidste linie mangler, så sangen slutter således:

Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte

Det er udover min fattevene, hvad YNKB kan mene at de har vundet ved at fjerne ‘jeg tager ham ej i favn’ fra afslutningen af sangen. SAY WHAT???? Derefter kører en film der viser klip fra kasematterne, og indvandrere som snakker om at komme til Danmark.

Når man bevæger sig nedenunder til statuen af Holger Danske, så mødes man af dette syn:

En række fjernsynsskærme, hvilket ikke alene er ret ’say what’-agtigt, det er også en opskrift på tekniske uheld når først kasematternes fugt og kulde har sat sig i teknikken. Men det mest ‘Say What?’-agtige er den tekst, som forklarer at skærmene viser en masse nydanskere som ønsker at vække Holger Danske. En del af disse nydanskere er sikkert muslimer (de ser i hvert fald ‘muslimske’ ud). Her er der måske et par læsere som har brug for en kort historie-lektion, så den kommer her:

Holger Danske er en legende som bl.a. handler om kristen kamp mod muslimers religionsfrihed. Holger Danske-legenden opstod i franske heltekvad, hvor han kæmpede for frankerne mod saracenerne i det moderne Spanien. Holger Danske optræder i Rolandskvadet og hans ‘heltegerning’ er at han er med til at ødelægge alle Zaragoza’s moskéer og synagoger, hvorefter byens befolkning bliver tvangsdøbt. YNKB har ingen undskyldning for ikke at kende Holge Danskes historie, når de udstiller ved siden af Holger Danske-statuen. Fortalte YNKB de nydanskere som de interviewede at deres historie vil blive præsenteret ved siden af en kristen religionskriger? Fortalte de at deres historier vil blive kilppet ind i en video, hvor der også synges om at føre krig for et tros-spørgsmål med korsets tegn på brynjen? Holger Danske-myten har udviklet sig til mange ting over de sidste 1000 år, og han har været mange andre ting end en religionskriger. Men selvom vi kan ændre på hvordan vi bruger myten, så sætter mytens oprindelse nogle grænser for, hvad vi kan gøre med den. Den grænse krydser YNKB når de lader muslimer appelere til et ikon, som oprindeligt vandt sin heltestatus ved at smadre moskéer og tvangsdøbe muslimer.

‘Hvordan vækker vi Holger Danske på ny?’: 03

I selve kasematterne møder vi et værk af Torben Eskerod, som får sin egen seperate omtale her. Det sidste kunstværk i denne post er ‘Mønster’ af Hanne Linde.

‘Mønster’ består af en række stærkt oplyste malerier midt i kasematternes mørke. Der er ikke elektrisk lys i kasematterne, så ved at trække ledninger hen over det mørke gulv (!!!) har Hanne Linde opnået at give hendes værker en helt særlig effekt. Den trælse oplyste reklame-søjle som vi kender fra bybilledet bliver pludselig pæn at se på, når den befinder sig i et mørklagt lokale. Den har stadigvæk absolut intet med Kronborg at gøre, men billederne er meget pæne, og i og med at de befinder sig i et sidelokale, så står de ikke i vejen for publikums oplevelse af kasematterne.

‘Mønster’: 8