Det er eddermame con amore!
I 1997 begyndte jeg at dyrke Vipassana-meditation i en tradition, hvor kurserne er gratis og al arbejdskraft er frivllig. Hverken lærere, arrangører, køkkenchefer eller ham der skræller gulerødderne får løn for deres arbejde. Siden jeg begyndte at meditere har jeg tilbragt flere år som frivillig medhjælp på meditationscentre rundt omkring i verdenen, jeg har skrællet kartofler, skovlet sne, gravet i haver, passet telefon, svaret breve, oplært andre frivillige, hakket gulerødder, bestilt fødvarer, ført regnskab m.m. Det har beriget mit liv i et omfang, som jeg ikke engang vil prøve på at beskrive her. Jeg vil istedet bruge denne post til at fortælle om den økonomiske forarmelse, som denne berigelse af mit liv har medført. Jeg har jo ikke alene udført en masse arbejde ulønnet, det ulønnede arbejde har også afskåret mig fra at forfølge karriere-muligheder, finde bedre betalte jobs, arbejde fuldtid, arbejde hele året og andre ting som ville pynte på privatøkonomien. Jeg har holdt mig gældfri, men det er med røven i vandskorpen, genbrugs-tøj på kroppen, møbler hentet hos storskrald, havregryn på bordet og smil på læben, at det har været muligt.
De seneste to år har jeg haft en årsindtægt, som er ringere end en kontanthjælpsmodtager. Og jeg kan ikke få supplerende kontanthjælp, da jeg ikke står til rådighed for det danske abejdsmarkede, når jeg er frivillig medhjælp på et meditationscenter. Jeg har tjent mindre end det minimumsbeløb, som den danske stat mener at man skal have for at klare sig. Jeg har heldigvis trodset autoriteterne, og klaret mig alligevel.
Når jeg henleder opmærksomheden på mine økonomiske trængsler, så er det ikke for at brokke mig, for jeg har vitterligt intet at brokke mig over. Jeg har et godt liv, jeg har fundet noget meningsfyldt at tage mig til, jeg lider ingen materielle savn, det frivillige arbejde har taget mig rundt om kloden, og i morgen flyver jeg til Indien. Jeg kan med hånden på hjertet sige at de seneste 10 år eddermame har været con amore, og jeg ser frem til at leve resten af mit liv efter det mønster. Men jeg tillader mig selv at have tilstrækkeligt ophøjede tanker om min livsstil til at mene, at der er nogen der kan lære noget af mig, mine økonomiske valg og min indstilling til konsekvenserne af mine livsvalg. F.eks. nogle af de folk der udtaler sig til artiklen ‘Det er eddermame con amore’ i denne uges udgave af Weekendavisen.
Artiklen handler om de forhold som mange professionelle musikere lever under i dagens Danmark, og er fyldt med udtryk som ‘ussel løn’, ‘lousy betalte job’, ‘lille indkomst’, samt en kærlighedserklæring som i konteksten lyder mere indigneret end kærlig, ‘det er eddermame con amore’. Men ind imellem alle disse subjektive vurderinger af lønnens størrelse, så tegner der sig billedet af en musikerstand som klarer sig ganske udemærket. Musikeren som omtaler sin løn som ‘en jævn lille indkomst’ tjener 3 gange så meget, som den årsløn jeg klarer mig fint for, og det samme gør sig gældende for de ansatte i landsdelsorkestrene, Det Kgl. Kapel og musikskolelærene. På Den Kongelige Opera tjener man en ‘på ingen måder høj løn’, som stadigvæk er en kvart million højere end den løn som sidste år finansierede al min kost og logi, 2 måneders rejse i Indien, 2½ månedes rejse i U.S.A. og en ny computer. På Det Kongelige Teater skal Jan Lund kun optræde ved 8 forestillinger for at have sikret sig hvad jeg vil kalde en rimelig årsløn. Og alligevel tales der indigineret om om at hans job ikke er et job ’som man kan leve anstændigt af’. Vil det sige, at jeg ikke kan leve anstændigt? Er min forestilling om egen materielle tilfredshed en illusion? Er mit liv uanstændigt?
For mig at se bringer artiklen det ene vidnesbyrd efter det andet om at professionelle danske musikere er rige mennesker, som ikke selv har fattet hvor rige de er. De bor i et af verdens rigeste lande, med omfattende offentlig service og med en løn som langt overstiger omkostningerne forbundet ved et simpelt liv levet i kærlighed til kunsten, meditationen, musikken eller hvad vi mennesker ellers formår at kaste vores kærlighed på.
Artiklen fortæller også om upcoming musikere, som bliver nød til at suppplere deres musikervirke med rengøringsjob og taxikørsel. Med andre ord musikere, som endnu ikke har formået at skabe et markede for deres musik, og derfor bliver nød til at tjene penge på at udføre et job, som de kan få folk til at betale for. Det er ikke en ond skæbne at et liv levet i kærligheden til musikken ind i mellem må afbrydes af kolde, barske realiteter i form af et rengøringsjob. Guitaren og kærligheden er der stadig efter fyraften.
Måske overfortolker jeg musikernes udsagn, men jeg tror at de har ufrugtbare (og i øvrigt også urealistiske) forestillinger om det ‘anstændige liv’, som de mener at de har krav på. Man kan faktisk godt klare sig selv om man lejer et værelse i ens lejlighed ud, ikke har fladskærms-tv, aldrig (aldrig!) spiser ude, aldrig betaler for sit tøj, aldrig i sit liv har betalt for et møbel, ikke har været til frisøren i årevis, ikke ejer en bil, ikke ejer en knallert, ikke abbonerer på en avis og tæller ens mønter nidkært. Det er ikke en naturlov at man skal højne sin levestandard efter, at man er færdig med at være på S.U. Jeg kan klare det, fordi jeg ved, at det giver plads til at jeg kan dyrke mit livs kærlighed. Mennesker som er begavet med musikalsk talent, mennesker som kan spille så de selv, deres nærmeste og hele lokaler vibrerer med livsglæde, de mennesker bør tage sætningen ‘det er eddermame con amore’, fjerne den indignerede undertone og gøre det til et kampråb. ‘Det kan godt være, at tre dage om ugen gør rent fra 8 til 16, men for fanden da… Jeg spiller MUSIK de andre fire dage. DET ER EDDERMAME CON AMORE!’ Og når det er con amore, så er den økonomiske smalhals ikke længere et offer, det er bare en omstændighed. Denne post var ikke ordene fra en fyrsteligt lønnet beskæftigelsesminister, den var ordene fra en person der lever livet con amore med færre penge mellem hænderne end de fleste danske musikere.
Jeg rejser til Indien i morgen (endnu en ting der eddermame er con amore). Jeg glæder mig til at opdatere min blog derfra efterhånden som Indien endnu engang udfolder sig foran mine øjne.
