Er ateismen ‘europæisk arvegods’?
Jeg har fundet endnu et gammelt læserbrev frem til ære for denne blog, denne gang et læserbrev som tackler en myte om ateismen. Nemlig at ateismen skulle være et særligt ‘europæisk arvegods’.
I artiklen ”Helligbrøde. Ateismen er Europas mest værdifulde arvegods” (Politiken, 22. Marts 2006) skriver Professor Slavoj Zizek, at ”…det der gør det moderne Europa enestående, er, at det er den første og eneste civilisation, hvor ateismen er en fuldgyldig valgmulighed og ikke udgør en forhindring for at opnå et offentligt embede.” Jeg er sikker på at Professor Zizek bliver glædeligt overrasket over, at han tager fejl.
Indien har nemlig en rig ateistisk tradition, som går mindst 3.000 år tilbage, og som mestendels har været tolereret af de skiftende herskende kræfter. Det old-indiske sprog sanskrit er ikke alene det af oldtidens sprog, som har den mest omfattende religiøse litteratur. Det har også den mest omfattende ateistiske og agnostiske litteratur. Dertil kommer at mange af Hinduismens hellige skrifter, som tit tager form af en debat mellem forskellige synspunkter, giver plads til at ateister får lov til at udtrykke deres skepsis. Således kommer ateisten Jâvâli til orde i det hellige skrift Râmâyana. Buddha, som kan beskrives som ateist eller non-teist, gjorde etik til et spørgsmål, som var uafhængigt af Gud. Fra Buddhas død (ca. 500 f.kr.) og 1000 til 1500 år frem prægede hans tanker Indien. Dette var en guldalder for indisk sekularisme, offentlig debat af religiøse synspunkter og tolerance.
Med Muhammed-krisen stadigt kørende er det værd at minde om den respekt, som den muslimske kejser af Indien Mughal Akbar (1542 – 1605) udviste overfor ikke-muslimer, deriblandt ateister. Akbar afholdt regelmæssigt debatmøder, hvor lærde fra Indiens mangfoldige religiøse traditioner kunne mødes, udveksle synspunkter og prøve at forstå hinanden. Den gode muslim Akbar inviterede ved mindst en lejlighed ateistiske filosoffer fra Carvaka-skolen til disse debatmøder. Indien har en lang tradition for offentlig debat, og tolerance overfor det ateistiske mindretal. Det er derfor passende, at da Indien blev uafhængigt i 1947, så var det en ateist, Jawaharlal Nehru, som blev statsminister og dermed bestred landets højeste offentlige embede. Europa er heldigvis ikke det eneste sted, hvor ateismen er en fuldgyldig valgmulighed. Nu skal vi bare have spredt den valgfrihed til resten af verden, gerne ved hjælp af referencer til Mughal Akbars gode eksempel.
