Bohemian Rhapsody

A Lion’s Tale (Around The World In Spandex) er den professionelle wrestler Chris Jericho’s biografi, som han har skrevet i samarbejde med Peter Thomas Fornatale.

For enhver wrestling-fan er A Lion’s Tale den rigtige bog på det helt rigtige tidspunkt. 2007 var et horribelt wrestling-år som var præget af wrestlere der forsvandt i tide og utide pga. langtidsskader, karantæne for steroide-misbrug og pension. Dertil kommer at den dygtigste tekniske wrestler i WWE ikke alene indskrev sig selv på den lange liste over wrestlere der døde i en alt for ung alder, han valgte også at myrde sin kone og sin søn før han begik selvmord. Det har ikke været sjovt at være wrestling-fan i 2007. Men noget tyder på, at det bliver sjovere i 2008 og A Lion’s Tale er en glimrende start på året

De store træk i Chris Jericho’s livshistorie er kendt af enhver wrestling-fan. Han er søn af ishockey-stjernen Ted Irvine, han har trænet med de legendariske Hart-brødre, han har været teenage-idol i Mexico (hvor han wrestlede som Corazon de Leon, spansk for løvehjerte), han har wrestlet i Japan’s mest prestige-fyldt turnering Super J Cup (under navnet Lionheart, nu burde årsagen til bogens titel være klar), han wrestlede i det oprindelige ECW, han var med i WCW’s gyldne år (og han var øjenvidne til de tendenser der førte til at den skude sank), og i WWE blev han den første Undisputed Champion i nordamerikansk wrestling’s historie. Bogen dækker dog kun hans tidlige liv, og slutter da Jericho står bag scene-tæppe få sekunder før han debuterer i WWE. Historien om hans karrieres glansperiode i WWE må vente til næste bog.

Historien er som sagt velkendt for wrestling-fans, men bogen er stadigvæk obligatorisk læsning, fordi efter en mørk tid er det rart med en påmindelse om at hvor sjovt det kan være at være wrestler. Bogens undertitel ‘Around The World In Spandex’ siger langt mere om bogens tone end bogens titel ‘A Lion’s Tale’. Med de seneste års mange dødsfald (wrestlere har en overdødelighed på 700% i forhold til den gennemsnitlige amerikaner), så har fans haft en tendens til at se wrestlernes karriere som en lang lidelseshistorie (godt hjulpet af bitre ex-wrestlere der ikke sparede deres penge op og nu bruger internettet til at hælde galde ud). Men hvis der er en ting, som står tydeligt frem i Chris Jericho’s bog, så er det at han har nydt sin karriere, han har nydt kammeratskabet med de andre wrestlere, han har nydt en joint engang imellem, han har nydt sine fans, han er glad for de penge han har tjent. Chris Jericho er glad for det liv han har ført, og den glæde smitter af på hver eneste side i bogen.

Bogen er fyldt med sjove anekdoter, som jeg ikke kan yde retfærdighed med et referat. Men glæd dig til gode historier om hans første møde med wrestlere som ung fan (han blev overrasket over at Sika det umælende bæst fra Samoa kunne tale nok så flydende engelsk), det første møde med Rey Mysterio som Jericho forvekslede med en 12-årig dreng (der er en god grund til at Mysterio wrestler med maske på), de mexicanske tegneserier om hans liv (som tager sig kunstneriske friheder af absurde proportioner) og ikke mindst ‘Strange Kentucky People’ (jeg vil ikke engang prøve at give en teaser til den historie). Jericho fortæller også om hans livs barske sider (hans mor tilbragte de sidste år af hendes liv i kørestol pga. en voldelig ex-kæreste, han har 3 gange haft pistoler rettet mod sig, han arbejder i en branche med en overdødelighed på 700% og en af hans allerbedste venner myrdede hans kone og hans søn), men han beder ikke om medlidenhed. Han ønsker ikke engang medlidenhed. Når alt er lagt til og trukket fra, så har Chris Jericho haft et godt liv, og selvom at han ikke føler behov for at påpege dette (eller måske fordi han lige netop ikke føler behov for at påpege dette), så er det det budskab som står klarest efter endt læsning.

Men lad mig straks strø nogle forbehold udover denne anmeldelse:

Bogen er kun skrevet til wrestling-fans. Den er fyldt med referencer, som kun wrestling-fans kan forstå. Chris Jerichos livshistorie er en historie som kunne have et stort publikum, han vælger at skrive til et mindre publikum. Hvis du ikke er wrestling-fan, så ignorer bogen (men det havde du vist alligevel også tænkt dig).

Som du måske har gættet, så har vi ikke at gøre med stor litteratur. Bogen er skrevet i et let sprog, og den er overstrøget med one-liners og pop-kulturelle referencer. Personligt kan jeg godt nyde en reference til Frank Costanza ‘stopping short’, men nogen af referencerne gik hen over hovedet på mig, og de bidrog allesammen til at bogen mere virkede som en forlænget blog-post end litteratur i Dostoevsky-klassen.

Chris Benoit var en af Chris Jericho’s allerbedste venner, og han var en inspirationskilde for Jericho. Jericho skriver at han har brugt den 4 år ældre Benoit’s karriere som en skabelon for hans egen karriere. Chris Jericho har truffet den beslutning at han ville skrive om den Chris Benoit han kendte og elskede, og ikke om den Chris Benoit der i de sidste dage af hans liv af svært forklarlige årsager myrdede sin kone, sin søn og begik selvmord. På en af de sidste sider er der et billede af Chris Benoit, Nancy Benoit, Chris Jericho og den legendariske wrestling-træner Stu Hart. Jericho skriver, at han overvejede at fjerne billedet, men ‘…in the end, I felt that to pull this picture would suggest that Chris and Nancy never existed. But they did exist and they loved each other and I loved them. So it stayed.’ Der er mange wrestling-fans, som klart har meldt ud at de aldrig vil se en Chris Benoit-kamp igen, de vil ikke se ham i Hall of Fame, og de vil ikke høre ham omtalt i wrestling-programmer. Og indtil videre har de forståeligt nok fået deres vilje. Chris Benoit har fået ‘He Who Should Not Be Named’-status i wrestling-verdenen. Hvis du er en af de wrestling-fans, så ønsker du nok ikke at læse bogen. Men hvis du er en af de wrestling-fans, så synes jeg lige netop at du skal læse bogen.

Men på trods af disse forbehold er bogen anbefalelsesværdig. Det handler om en ung mand med en drøm, som stræbte hårdt, rejste verden rundt for at samle erfaringer og gennem hårdt arbejde gik drømmen i opfyldelse. Det er på en gang en optimistisk og en troværdig historie. Bogen slutter som sagt, da han står bag scenetæppet umiddelbart før hans debut i WWE, og det giver anledning til en af de fineste sætninger som nogensinde har afsluttet en bog. Der er ikke særlig mange biografier som kan slutte med så meget glæde som A Lion’s Tale’s allersidste ord: ‘…and I walked through the curtain straight into my dream come true’.