Bohemian Rhapsody

Jeg har tilbragt de seneste 2½ månede med intensiv meditationscenter-hopping på den nordamerikanske vestkyst. Men imellem den intensive introspektion (for ikke at tale om al madlavningen), så rettede jeg også blikket udad, og på min færden igennem det nordamerikanske, så fik jeg fornøjelsen af at opleve NBA, NHL og NFL live, og det vil jeg gerne dele nogle betragtninger om. Hvis nogle ønsker at bruge denne post som inspiration til egne rejseplaner, som bedes de tage forbehold for at alle nedenstående generaliseringer er ekstrapoleret udfra min egne begrænsede erfaringer. Men der skal mere end en erkendelse af egne begrænsninger til at få mig til at tie, så here goes anyway…:

Helt generelt:

Jeg købte mine billetter hos Ticketmaster. Hvis man bestiller i god tid (en måned før kampen eller mere), så er der ikke problemer med at få billetter til nogen af de amerikanske ligaer.

Som udlænding bestiller man sine billetter, som man samler op hos ‘will call’; en særlig billetluge for forudbestilte billetter. Man behøver ikke sætte mere end 5 minutter af til at lokalisere will call-vinduet og samle billetterne op.

‘Kampstart’ på billetten er ikke kampstart. ‘Kampstart’ er starten på pre-match-gejl, scenerøg, teknomusik, cheerleaders og what-have-you. Så medmindre du kan lide at se holdene varme op (det kan jeg personligt, men det er en ‘aquired taste’), så er der ingen grund til at dukke op mere end 20 minutter før ‘kampstart’, så du kan nå at købe en pretzel og finde dit sæde inden der skrues op for underholdningen.

Billetter er billigere til ishockey og basketball. Football-holdene er kun garanteret 8 hjemmekampe pr. sæson, hvor ishockey og basektball-holdene er garanteret 41 kampe. Det presser prisen op på football-billetter. Hvis du bare vil have en enkelt sportsoplevelse i det amerikanske kan det gøres billigere til en basket eller hockey-kamp.

Men fra det generelle til det specifikke:

NBA:

Jeg var inde og se Golden State Warriors (et Oakland-baseret hold) spille imod Houston Rockets. Kampen refereres her. Kampen kom på et tidspunkt, hvor GSW var gået fra 6 kampe og 0 sejre til 15 kampe og 8 sejre, og arenaen summede af optimisme. Den summede også af kinesere, da hele Chinatown var taget ud for at se den højeste spller i NBA Houston Rockets kinesiske stjerne Yao Minh. Ca. 25% af publikum var etnisk kinesisk.

NBA er klart den mest kommercialiserede af de tre store ligaer jeg så. Spetaklet startede med at Houston Rockets spillerne blev præsenteret ved opråb af deres navne, mens de stod i det ene hjørne. Derefter blev hallen mørklagt og Carmina Burana blæste udover højtalerne i et par minutter, hvorefter hidsig teknomusik tog over. Warriors-maskotten løb på banen sammen med en dansetrup og pumpede tilskuerne op. Til sidst blev Warriors-spillerne præsenteret enkeltvis komplet med videoklip, lysshow og hele svineriet. Så stor forskel kan der gøres på hjemmehold og udehold.

I de fleste spilpauser blev der vist reklamer på hallens storskærm, og i de længere spilstop blev der opført reklamer live i hallen! F.eks. løb Warriors-maskotten rundt i arenaen, hvorefter han pludselig forlod arenaen. På storskærmen kunne vi se ham løbe ned til den lokale Kentucky Fried Chicken, og kort efter var han tilbage i hallen, hvor han delte KFC-mad ud til publikum. Og publikum jublede. Over en reklame. Det var lige et skridt eller 5 for langt til min smag.

En ofte anvendt anklage mod fodbold/soccer er at ‘der aldrig sker noget’. Den anklage kan passende rettes mod basketball. Medmindre man er heldig nok til at bevidne en kamp, som er tæt i de døende sekunder, så vil kampen nødvendigvis være fattig på afgørende øjeblikke. Der scores selvfølgelig en gang eller to i minuttet, men fordi der scores en gang eller to i minuttet, så får den enkelte scoring mindre betydning. En basketball-kamp er en proces man følger, og højdepunkterne i kampen er ikke de afgørende øjeblikke men den enkelte ekvilibristiske detalje. Den dynamik passer ikke så godt til en plads i øverste lag af arenaen (hvor jeg sad), da man er langt fra spillet og ikke kan opfange den enkelt detalje ligeså godt som man kan fra banehøjde (eller fra TV). Hvis man skal se en NBA-kamp, så skal man se den fra arenaens nederste lag, hvor man har et godt overblik over begge ender. Og man skal have en høj tolerance overfor at banen bogstaveligt talt invaderes af reklamer (det kan sikkert have sin kult-værdi for nogen, hvis du aldrig har set 10.000 amerikanere juble over en live fremførelse af en reklamespot for en fast food-kæde, så har jeg mindst en oplevelse i bagagen du ikke har). Det var en stor oplevelse at se NBA live, og jeg forlod arenaen i stor begejstring, men mindet om oplevelsen har lidt under at jeg sidenhen oplevede en NHL og en NFL-kamp, og ved hvor godt det kan være at opleve live sport i det nordamerikanske. Afslutningsvis bliver jeg nød til at give hejmmepublikum kredit for at buhe massivt under afsyngningen af nationalsangen, da den stakkels sangerinde nåede til linien ‘And the ROCKET’S red glare…’ Gad godt vide om det er noget Houston oplever hver gang de spiller på udebane.

NHL:

Jeg var inde at se San Jose Sharks spille mod Anaheim Ducks, og den kamp refereres her. Det var turens største sportslige oplevelse, og lad mig med det samme strø en masse forbehold udover den konstatering: Det var det eneste premium opgør jeg var inde at se. Warriors vs. Rockets var bestemt to stærke hold , men de har ingen særlig historie og ingen af dem bliver mestre med deres nuværende trup. Chargers vs. Broncos var et ulige opgør mellem et hold der allerede havde sikret sig en playoff-kamp, og et hold der allerde havde sikret sig en tidligere ferie efter sidste spillerunde i den regulære sæson. Sharks og Ducks er divisionsrivaler med ‘ondt blod’ imellem sig, Ducks er regerende nordamerikanske mestre i ishockey og Sharks er kommende nordamerikanske mestre i ishockey (du læste det her først). Det var simpelthen de forsvarende mestre i et arvefjendeopgør mod et hold der slog dem sidst de mødtes, og allerede der har opgøret en ekstra dimension. Dertil kommer at kampen var den eneste sportsoplevelse, hvor jeg havde et virkeligt 1. klasses-sæde, center-ice, penalty box side, 20. række, det bliver ikke meget bedre.

Men oplevelsen var først og fremmest stor, fordi ishockey er en genial sport at opleve live. Spændingskurven i ishockey passer godt til mit temperament, da en kamp har få afgørende øjeblikke, hvilket gør at hver eneste øjeblik har potentiale for drama. Det har hver eneste øjeblik også i en fodbold-kamp, men det sker ofte at bolden blot spilles frem og tilbage i forsvaret og på midten. I ishockey så befinder pucken sig konstant i nærheden af et mål. Der findes ikke en situation i ishockey, som ikke rummer potentiale for at der kan scores et mål om 3 sekunder. Så hver eneste øjeblik er ladet med potentiale, som ikke bliver udlevet så ofte at værdien af en scoring ender med at blive forfladiget.

Derudover er ishockey en genial livesport, fordi det er en elendig tv-sport. Det menneskelige øje er hurtigere end et kamera og en producer, og det er simpelthen nemmere at følge puckens hidsige færd hen over isen, når man selv er til stede (i modsætning til de fleste andre sportsgrene, hvor man nemmere kan følge kampen på fjernsynet).

Derduover har ishockey den klare fordel for undertegnede, at det er en meget ‘hvid’ sport. I USA kan ethvert aspekt af populær kultur fortolkes langs racelinier (og ‘race’ i USA har ikke nødvendigvis noget med pigment at gøre, men mere noget med sociale klasser og selvvalgte roller at gøre). Hvor basketball og football tiltrækker et blandet publikum, så tiltrækker ishockey stort set kun hvide mennesker. Den eneste sorte mand jeg så i arenaen var Sharks-forwarden Mike Grier. Hvordan kommer jeg så frem til at den ‘whiteness’ er en fordel for undertegnede? Jo, sportsgrene er ikke det eneste aspekt af amerikansk populær kultur, som er delt langs race-linier, og når der alligevel stort set kun kommer hvide mennesker til ishockey, så giver det mulighed for at arenaens DJ kan spille ‘hvid’ musik. Hvor DJ’en i Oracle Arena Oakland spillede hip hop, soul og andet ‘sort’ musik med bred appel, spillede DJ’en i HP Pavillion ‘hvid’ musik; Led Zeppelin, Metallica, Life of Agony, Judas Priest, Jimi Hendrix (han har så sort hud, men som sagt i amerikansk populærkulturel sammenhæng, så er der ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem pigment og ‘sort’ og ‘hvid’ kultur). God gammeldags rock, som er den eneste musikform, som passer med noget så testoron-drevet som professionel idræt. Hvis en sportsbegivenhed jeg overværer absolut skal have et spilstop, så vil jeg til enhver tid hellere høre Judas Priest sparke røv og spille ‘You’ve Got Another Thing Coming’ fremfor at høre Mary J. Blige synge duet med George Michael (musik som aktivt arbejder på at tage mig ud af den zone jeg befinder mig i, når jeg prøver at se sport). Og det var vi vist ret enig om os hvide mennesker, der var dukket op for at se ishockey. Og i øvrigt så vil jeg langt hellere se en zamboni rense isen i periode-pauserne fremfor at se en dansetrup, som intet – INTET – har at gøre til en sportsbegivenhed. Jeg følte mig helt klart på hjemmebane i HP Pavillion.
Kampen var ikke en teknisk seværdighed. I optakten blev Joe Thorntons absurde ‘no look’ backhand-pass fra tidligere samme uge vist igen og igen, og det satte et højt forventningsniveau, som kampen ikke levede op til. Det var forventet at vi ville se god defensiv ishockey, og jeg kan godt lide god defensiv ishockey. Men god defensiv ishockey kan man først for alvor værdsætte, hvis forsvaret presses af to kreative angreb, og i denne kamp, så var begge angreb ret tandløse. Det blev så værre af at Sharks kun spillede god defensiv ishockey i 59 minutter og 55 sekunder. I de øvrige 5 sekunder var deres forsvar en elendighed uden lige, da de solgte målvogter Nabokov totalt ved 1-0-scoringen. Kampen endte 2-0 til Ducks, og var en middelmådig affære. Men for en NHL-jomfru som undertegnede, så var middelmådighed nok til at blæse mig omkuld. Jeg har bestemt ikke set min sidste NHL-kamp.

NFL:

Juleaften fravalgte jeg flæskesteg, juletræ og gaver, og valgte istedet at se San Diego Chargers spille mod Denver Broncos. Den kamp refereres her.

Jeg var på forhånd nervøs, da jeg havde valgt at spare på mine hårdt tjente penge og ‘nøjes’ med en billet til 420 kroner. 420 kroner købte mig mit premium sæde til NHL-kampen, men til en football-kamp rækker 420 kroner kun til et af de ringeste sæder på stadions langside, men jeg trøstede mig på forhånd med at det måtte være bedre end et af de ringeste sæder bag end zone. Men der var ingen grund til at tage sorgerne på forskud, da det ringeste sæde på stadion var et genialt sæde. Udsynet var ubegrænset, og da football er et spil der handler om de store linier og ikke om et fikse ‘no look’-afleveringer bag om ryggen, så følte jeg at var godt placeret til at følge kampen. Der findes simpelthen ikke dårlige sæder på San Diego’s Qualcomm Stadium. Det var dog svært at holde rede på, hvilke spillere der gjorde hvad, da de i sagens natur ikke havde deres rygnummer vendt mod langsiden, men det var det eneste afsavn jeg oplevede højt oppe på stadion, langt fra spillet.

Min begejstring for football har hidtil været betinget af det gode selskab jeg har, når jeg ser kampene (det er en fast søndags-tradition at se football med min søster). Den betingelse er nu ophævet, da oplevelsen af at se en football-kamp live åbenbarede spillets væsen for mig. Jeg behøver ikke længere mit intellekt for at forstå footballs væsen, da jeg har oplevet, sanset og smagt på ‘det som football går ud på’. Problemet med at se football på fjernsyn er at ethvert stykke af banen ligner ethvert andet stykke af banen. Det gør at jeg kan opleve en football-kamp som ensformig, når jeg ser den på skærmen. Jeg har simpelthen ikke en værdsættelse af at der er forskel på 3. down og få centimeter på egen 20 yard-linie og på egen 80 yard linie. Intellektuelt kan jeg sagtens greje det, men medmindre end zone er en del af skærmbilledet, så synes jeg at potentialet i ethvert play ligner potentialet i ethvert andet play. Hvis jeg ikke havde godt selskab til football-kampene, så havde jeg nok aldrig fanget interesse for sporten. Men live fik jeg en forståelse for det slidte metafor ‘football er som skyttegravs-krig’. Man kan mærke de onde kræfter akkumlere, mens modstanderen langsomt bevæger sig op af banen og kommer tættere på end zone. Det er ikke de samme spillere, i den samme størrelse, på græs der unægteligt ligner det græs de stod på for 2 minutter siden. Det er en helt anden oplevelse, når de små spillere der stod helt nede i den anden ende af banen langsomt men sikkert bliver til større spillere der kommer tættere og tættere på, og nu beinder sig oppe i ‘min ende af banen’. Et essentielt aspekt af football (som mit intellekt har grejet for længe siden) blev til en fornemmelse i maven, det blev en spænding som jeg kunne mærke i kroppen. Det blev ikke nødvendigvis til noget, som jeg forstår at kommunikerer på skrift (eller verbalt for den slags skyld), men det var intet mindre end en åbenbaring for mig at opleve en football-kamp live.

Kampen var sikkert kedelig for enhver der så den på fjernsynet. Chargers førte 10-0 efter 1. quarter, og så sig aldrig tilbage. Og hvis jeg skal dryppe lidt malurt i NFL-bægeret, så må det komme på baggrund af den arrogante attitude Chargers udviklede overfor kampen, da sejren var sikker. De satte simpelthen reserverne til at spille kampen færdig, 4. quarter endte 0-0 og mere end halvdelen af publikum forlod stadion før tid. Der var blevet afleveret millioner af dollars i entré-indtægter til den kamp, så synes jeg at organisationen, trænerne og spillerne skylder at give publikum en hel kamp, og ikke 3 quarter med football, og 1 quarter med den værste gang alibi-football. Oh, well… …det var en tam note at slutte af med, men det ændrede ikke ved at det var en stor oplevelse.

Summa summarum: Jeg føler intet særligt behov for at se NBA live igen. Det var en fin, lille oplevelse – men til de priser, og med det ubud af oplevelser U.S.A. byder på, ser jeg ingen grund til at gentage oplevelsen (medmindre dollaren kollapser fuldstændigt). Jeg har ikke set min sidste NFL-kamp, men det er en oplevelse som af økonomiske årsager skal rationeres. Det bliver nok til en enkelt kamp, når jeg returnerer til U.S.A. næste vinter. Og så bliver det helt sikkert til en NHL-kamp eller to. San Jose Sharks fra Western Conference er mit hold nu, men jeg vil også finde et Eastern Conference-hold i nærheden af et meditationscenter, som jeg kan slutte op bag, så jeg har hold i begge konferencer (Bruins og Trashers er oplagte kandidater, men jeg forholder mig afvntende indtil næste vinters rejseplan ligger fast). Så bliver San Jose og den anden hjemmebane faste stop på fremtidige U.S.A.-turnée. Det bliver stort.