Bohemian Rhapsody

I gaar havde jeg fornoejelsen af at se filmen ‘Into The Wild’, som har faaet fantastiske anmeldelser i de amerikanske medier og af en af mine ‘kollegaer’ paa meditionscentret naer Onalaska. Jeg kan anbefale filmen, men med et par forbehold som jeg finder interessante nok til at dele med jer her.

Inden vi naar saa langt, og inden jeg naar til min spoiler-warning, saa kan jeg kort fortaelle at filmen handler om Christopher McCandless, som bortset fra et overflod af ambition og kompetencer virker som en amerikansk udgave af mit ungdommelige selv. I forlaengelse af hans college-eksamen foraerer han alle hans penge bort, sletter sin identitet og tager paa en fantastisk rejse igennem Nordamerika. Vi moeder ham foerst i Alaskas oedemark, og foelger saa hans rejse i flashback. Til min store overraskelse spiller Thure Lindhart og Signe Egholm Olsen vaesentlige roller i et disse flashbacks. Naar man gaar i biffen i U.S.A. forventer man ikke at se Thure Lindhart give den gas til MC Hammer som en af de mest uhaemmede turister nogensinde, men det er en fornoejelig sidehistorie som saetter Cristopher McCandless rejse i relief. Anyway, filmen er smuk (hey, den foregaar i vidt omfang i Alaska, hvordan kan den vaere andet?), skuespillernes staerke praestationer bidrager til en intens ’suspension of disbelief’ og instruktoeren Sean Penn er overordentligt solidarisk med sin hovedperson og formaar at taende vandrelysten i enhver der er disponeret for at leve ud af sin rygsaek. Men…

SPOILER

SPOILER

SPOILER

SPOILER

SPOILER

SPOILER

Christopher McCandless havde utilvsomt en fantastisk og veldokumenteret rejse gennem U.S.A., og den historie er vaerd at fortaelle igen og igen. Jack Kerouac fortalte den historie, jeg levede den samme historie paa de spanske landeveje i 90′erne, nu filmatiserer Sean Penn den historie. Fint nok og fair nok. Men historien bliver romantiseret i en grad, saa man til sidst i filmen, da Cristopher McCandless doer af sult i Alaskas oedemark sidder og taenker at her har Sean Penn svigtet sandheden om McCandless’ liv. Og ganske rigtigt en smule hurtig research paa internettet om McCandless veldokumenterede liv viser at hans doed var mindre romantisk og hans liv mere soergeligt end filmen giver udtryk for. To vaesentlige eksempler:

Film: I filmen portraetteres han som en kompetent mand der ender med at vaere haabloest fanget langt ude i oedemarken. Den baek han havde krydset om vinteren paa vej ud i oedemarken var om sommeren blevet en flod pga. smeltevandet fra Alaskas bjerge, og han kunne ikke komme fra sin base tilbage til civilisationen.

Fakta: McCandless doede af sult 50 kilometer fra civilisationen, det kraever altsaa en saerlig hoej grad af inkompetence. Den flod han mente afskar ham fra civilisationen havde en ‘handoperated tram’ kun 10 kilomter fra McCandless base. Men fordi han havde valgt at bevaege sig ud i oedemarken uden et kort (og i oevrigt uden passende udstyr, og med elendig research), saa endte han med at sulte ihjel. McCandless doede af sin egen dumhed.

Film: I filmen vises efter McCandless doed et skilt han har sat udenfor sin base, hvor der staar (frit efter min egen hukommelse); ‘To whoever finds me. Don’t mourn me. I had a happy life. Cristopher Johnson McCandless’.

Fakta: De elg-jaegere som fandt McCandless lig fandt ogsaa et skilt. Paa det skilt stod: ‘S.O.S. I need your help. I am injured, near death, and too weak to hike out of here. I am all alone, this is no joke. In the name of God, please remain to save me. I am out collecting berries close by and shall return this evening. Thank you, Chris McCandless. August?’ Unaegteligt et lidt anderledes budskab.

Egentlig har jeg ikke noget problem med at en instruktoer der tager 24 aars intenst levet liv og koger det ned til en spillefilm paa 2 timer tager sig visse kunstneriske friheder. Men tror Sean Penn virkeligt, at hans skildring af omstaendighederne ved McCandless doed er en bedre historie end det drama som var McCandless virkelige liv og doed?

Er ‘ung succesfuld mand fravaelger Harvard, rejser Amerika tyndt, har en masse spaendende eventyr, gaar aldrig paa kompromis og doer i den aand han havde levet’ en bedre historie end ‘ung succesfuld mand fravaelger Harvard, rejser Amerika tyndt, har en masse spaendende eventyr, gaar foerst paa kompromis da han desperat kaemper for at redde sit liv, men maa bittert erkende at det er for sent og han doer ensom, alene, en lille smule sindsyg (jf. bl.a. hans dagbog) og med stor fortrydelse i sit sind’.

Den foerste historie (som Sean Penn) valgte er maaske mere romantisk, og – lad der ikke vaere tvivl om at dette er min mening – det blev en fantastisk film. Men den anden historie (som er den ‘rigtige’ historie om McCandless) kunne sikkert ogsaa vaere blevet en fantastisk film, og den havde haft en ‘bedre’ morale:

For moralen i McCandless liv – som denne boheme ser den med al min begraensede viden, begraensede visdom og begraensede kommunikationsevner – er, at der ligger spaendende eventyr langs landevejene. Men hvis du forfoelger de landeveje i et forsoeg paa at komme vaek fra dig selv, saa ender du laengere ude end du kan bunde.

Da jeg var yngre tomlede jeg igennem Europa, men det var ikke nok. Jeg havnede i Goa, men det var ikke nok. Igennem sygdom tabte jeg mig, saa der til sidste kun sad 65 kilo paa min 193 centimeter hoeje krop, og jeg fortsatte videre. Jeg doede naer af den uhellige treenighed dehydration, udmattelse og en overdosis opiater, men andre hostelgaester fik mig bragt til et hospital i Chennai. Og kort efter startede jeg en anden rejse ‘into the wild’. Jeg stoppede op. Jeg stod stille. Jeg satte mig ned i en komfortabel position med et tyngdepunkt kun kort over gulvhoejde. Jeg lukkede oejnene, og kiggede indad. Og jeg blev siddende. Og hver dag saetter jeg mig ned en time hver morgen og en time hver aften med lukkede oejne, lavt tyngdepunkt og opmaerksomheden rettet indad. Og efter jeg begyndte at goere det, saa har jeg ikke laengere foelt behovet for at presse mine rejser laengere og laengere ud. Jeg har ikke laengere foelt behovet for at opsoege ekstremer og udfordre mig selv langt udover mine egne kompetencer. Ikke 10 vilde heste (men maaske 10 kompetente guides) kunne lokke mig ud i Alaskas oedemark. Og hvis McCandless havde haft den samme oplevelse jeg har haft (eller en tilsvarende modnende oplevelse, der er mange veje der foerer vaek fra det braendende Rom), saa havde han maaske siddet i dag og fortalt sine boern om et fantastisk eventyr han havde i sin ungdom, som sluttede da han aflyste sin Alaska-tur og vendte hjem til sin familie. Det havde saa til gengaeld vaeret en daarlig afslutning paa filmen, men mon ikke Cristopher McCandless og hans familie kunne leve med det…

Anyway: Into The Wild faar 5 stjerner ud af 5, hvis du har vandrelysten i blodet, og 4.5 stjerner ud af 5, hvis vandrelysten har fortrukket sig men staar som et kaert minde fra dine yngre dage. Se den, naar den kommer til Danmark.